Få tilsendt vores nyhedsbrev!
Der er en tendens til, at kontakten til lokalpolitikere først og fremmest handler om at kræve sin ret som bruger af offentlig service. Der har kort sagt udviklet sig et "jeg" samfund.
Hvordan skaber vi i stedet en dialog, hvor vi i fællesskab kan udvikle vores nærområde? Er det muligt at få "vi" følelsen tilbage?
Medlemmerne af kommunens borgerpanel, har allerede været med til at svare på nogle af spørgsmålene:
4 ud af 10 borgere i undersøgelsen vil gerne deltage i lokalpolitik f.eks. som del af en arbejdsgruppe.
Hver femte borger kan se sig selv deltage ved at blive medlem af et politisk parti.
18% vil gerne være frivillig, f.eks. som arrangør af et møde.
Samtidig viser undersøgelsen, at 7 ud af 10 "slet ikke" eller "i mindre grad" føler sig inddraget i nye politiske tiltag i Roskilde Kommune.
Svarene bliver udgangspunkt for en dag, hvor vi som borgere og politikere skal prøve at finde på nye måder, at skabe medborgerskab i Roskilde Kommune. Resultaterne vil indgå i formuleringen af en ny borgerdialogpolitik.
Du er inviteret til at deltage:
Søndag den 6. februar kl. 13-16.30 i rådhusets kantine på Køgevej 80, Roskilde.
Dagens program ser sådan ud:
Esben Danielsen, udviklingschef, Roskilde Festival:
"Hvordan skaber vi medborgerskab i Roskilde?"
Jan B. Larsen, formand for Borgerdialogudvalget:
"Hvad mener Roskildes borgere om dialogen med kommunen?"
Workshops:
"Konkrete initiativer, der kan give gode muligheder for medborgerskab".
Tilmelding senest torsdag den 3. februar til Ivyianam@roskilde.dk
Vi håber meget at se dig til en spændende eftermiddag.
Mvh
Jan B. Larsen
Formand for Borgerdialogudvalget
Lørdag, 29. januar 2011
Indsend kommentar